I år tog vi lidt tidligere hjemmefra end normalt. Det har i mange år været et stort ønske at besøge Oradur-sur-Glane. Sidste år var alt jo lukket på grund af Corona, så i år skulle det så være. Vi tog med færgen fra Rødby fredag den 3. september kl. 17:15 og tog det stille og roligt rundt om Hamburg. Vi havde hjemmefra set at en masse af de veje, som vi normalt tager fra Köln til Luxembourg over Bitburg var spærret på grund af al den oversvømmelse der havde været der, så vi skulle vest om Køln, gennem Bonn og af forskellige veje ned til Trier, før vi igen kunne ramme vejen ind til Luxembourg. Vest om Köln og igennem Bonn samt en masse skiften veje på en ganske almindelig dag var totalt udelukket. Det holdt min tålmodighed ikke til, så da klokken blev 22:00 holdt vi ind på en Autohoff. Vi bestemte os for at stå op kl. 03:00, spise morgenmad og så fortsætte. Som sagt så gjort og vi kom rundt om Köln og igennem Bonn omkring kl. 07:00 lørdag morgen uden de store forsinkelser. Efter diverse omkørsler og skift af veje nåede vi ind i Luxembourg, hvor vi gjorde holdt på den første store tankstation kl. 10:00. Nu skulle der handles billig diesel, cigaretter til fruen samt tid til lidt at spise og et par timer på øjet.

Første stop var planlagt til Camping la Moselle, som ligger lidt øst for Nancy. Vi ankom omkring kl. 13:30, blev checket ind, viste coronapas (som vi har skullet på samtlige campingpladser hele vejen herned) og fandt os en dejlig plads i skyggen uden at skulle spænde fra. Det er en dejlig plads, som vi helt sikkert også vil bruge fremover. Pladsen ligger lige ned til Mosel, så det blev til en lang aftenstur med Kajser.

Camping la Moselle hvor vi fandt en plads uden at skulle spænde fra.

Campingpladsen ligger lig ned til Mosel, så det blev til en lang gåtur med hunden langs floden.

Efter en god nats søvn gik turen videre mod Camping Paradis Nature à La Chapelle d’Angillon, som ligger på D940. Det er rimeligt dyrt at køre på de franske motorveje, så efter vores belgiske venner viste os denne campingplads, er vi begyndt at dreje fra og tage A71;A20, E603 samt E606 mod Bordeaux. Vi drejer fra ved Orleans og hele vejen ned til lige før Bordeaux er gratis. Campingpladsen ligger naturskønt i en skov, lige ned til en sø og 5 minutters gang til bageren. Det er langt fra en 5 stjernet plads, de sanitære forhold er af ældre dato men alt er rent og pænt samt bor ejerne på pladsen. Der tales kun fransk men kniber det tager hun google translate til hjælp. Her er virkeligt fred og ro til totalt afslapning, så vi tog en ekstra overnatning.

Camping-paradis-nature

Pladsen ligger ned til en sø, hvor man kan gå hele vejen rundt og forbi slottet. Der er kun 5 minutters gang ind til La Chapelle d’Angillon.

Der var kun 256 km til vores næste stop, som ligger ca. 25 km fra Oradur-sur_Glane, så vi sov længe nød morgenmaden og forlod pladsen omkring kl. 10. Vejen derned er som sagt gratis og er det meste af vejen også 4 sporet som en motorvej. Efter Limoges drejede vi fra for at komme til Camping Parc Verger, som var den eneste campingplads i nærheden af Oradur-sur-Glane som accepterer dobbelt akslede campingvogne. Det er en af de ting man skal være opmærksomme på, når man camperer i Frankrig med en dobbelt akslet. Det er langt fra alle steder vi kan få lov til at komme ind. Efter vi var drejet fra gik det af små veje og gennem hyggelige små byer de sidste 14 km. Det gik fint lige indtil vi kom til den sidste lille by inden pladsen. Vi kom lige ud af 1 vej i rundkørslen, så kom der en af disse følgebiler for bred transport rundt om hjørnet. Han huggede bremserne i og vinkede os fremad, han ville have os ned af en lille grusvej på højre hånd. Det var nemt og se, at der kom jeg aldrig ind og langt fra væk igen, så jeg blev holdende. Typisk fransk kom han drønende op til os viftende med armene og udbryder ”un petit mas”. Jeg rystede på hovedet og sagde til ham på dansk” jeg skal fandme give dig en petit mas” og blev holdende. Så kiggede han på vores vogntog og sagde en hel masse i walkien samtidig med han skyndte sig videre. Og hvad kom rundt om husmuren, en lastbil med en togvogn på slæb og som listede forbi os. Godt man ikke stoler alt for meget på de franskmænd. Så havde vi nok stadig holdt på den lille grusvej.

Den fylder godt på vejen. Det var den lille grusvej henne til højre, den første ledsager bil ville have os nedad.

Den kom forbi os uden de helt store problemer.

Campingpladsen er ikke noget at skrive hjem om, billeder er jo taknemmelige men som tidlige nævnt den der lå nærmest for vores vogntog. Dagen efter vores ankomst gik turen så til Oradur-sur-Glane og hvor trist det end er ville vi ikke være denne oplevelse foruden. Lige så snart man træder inden for sænker der sig en andægtighed over en og vi viskede automatisk når vi talte sammen. Denne oplevelse gjorde et stærkt indtryk på os begge. Som der står på skilte ved indgangen ” souvenir se” (husk) håber vi aldrig at dette må gå i glemmebogen.

Kommer du nogensinde på disse kanter, må du ikke køre forbi uden at have besøgt dette uhyggelige mindesmærke over menneskehedens grusomhed.

Indgangen til Oradur-Sur-Glane.

Her på dette sted blev en gruppe mænd massekreret og brændt af nazisterne.

Kirken hvor de fleste voksne og børn blev sendt ind i hvorefter nazisterne satte ind til kirken og alle brændte. Nazisterne skød alle som forsøgte at undslippepå nær en kvinde som undslap.

Doktorens bil står stadig på torvet. Alt er nøjagtigt bevaret som da nazisterne forlod stedet. Det har senere vist sig, at de var den forkerte by som de ville hævne sig på.

Nu havde vi fået set hvad vi gerne ville, så næste dag gik turen videre sydpå nærmere bestemt Camping Larrouleta, som ligger få km inden den spanske grænse og altid er en af vores yndlingspladser på vej ud og hjem. Dagen inden havde vi fået en besked om, at vores belgiske venner nu også var kørt hjemmefra og regnede med at være på Larrouleta dagen efter os, så vi bestemte os for at vente på dem. De ankom dagen efter lidt over middag og det blev til et glædeligt gensyn og ikke mindst fra Kajser. Det blev til en masse hygge og snak resten af dagen.

Ankommet til Camping Larrouleta i skønt solskinsvejr. Nu venter vi på vores belgiske venner.

Dagen efter skulle vi videre og vores næste stop ville være Camping Regio medens de fortsatte mod Caceres men der er vi for store til at komme ind, så vi ønskede dem en god tur og på gensyn camping Canelas. Turen over Pyrænererne gik uden de store problemer og vi ankom til pladsen først på eftermiddagen. Også her fandt vi en plads, hvor vi kunne holde uden at spænde fra. Har man aldrig besøgt Salamanca, så kan et besøg i byen varmt anbefales. Campingpladsen ligger lige bag Hotel Regio og ind- samt udtjeckning foregår i hotellets reception, så der er åbent 24 timer i døgnet. Det passede os fint, for vi havde 650 km. tilbage inden vi var hjemme på camping Canelas og forlod derfor pladsen kl. 07:00 næste morgen.

Camping Regio hvor vi kan holde uden at spænde fra. Her går vi altid op og spiser Paella.

Fra Salamanca kører vi ned mod Caceres, hvor vi drejer fra og tager N523 mod Badajoz. Her kører vi ind på A5 som fører ind i Portugal. Vi følger A6 hele vejen til Evora, hvor vi drejer fra og fortsætter ad IP2 indtil vi rammer E1. Vi følger E1 indtil afkørslen mod Alcantarilha og så er vi næsten ved vores andet hjem. Vi skal bare forbi Aldi gennem et par rundkørsler, forbi appelsindamen og så på højre hånd kommer Parqui Campismo Canelas. Det er så skønt, vi bliver budt velkommen tilbage og portvagten vinker og smiler medens han åbner bommen for udkørsel, så vi kan komme mod færdselsretningen. Han ved udmærket godt hvor vi skal hen at holde. Med sådan en velkomst til både belgierne og os, føler man sig virkelig velkommen og hvor er det bare dejligt. Det er alt for varmt at sætte fortelt op, så ud med markisen frem med stolene og de kolde øl samt rødvinen. Hvor er det skønt at være pensionist.

Ankommet til Camping Canelas. Det er varmt, så markisen bliver slået op og vi venter med at sætte forteltet op til i morgen tidlig når temperaturen er lidt mere behagelig.