Turen 2019-2020

Vi kørte hjemmefra lørdag den 2. november med kursen sat sydover. Det var overskyet og 8 grader men dog ikke regnvejr. Første stop var sat til Knaus Campingpark Oyten ved Bremen, hvor vi ankom midt på eftermiddagen. Det er en plads vi plejer at benytte på vores ud- og hjemture. De har transitpladser, hvor man kan holde uden at spænde fra. De havde fået meget regn, så der var vådt og lidt mudret men det holdt da tørvejr resten af dagen.

Næste morgen fortsatte vi videre med retning mod Bitburg. Det blev en tur med regnvejr hele vejen men det var søndag, så alle lastbilerne måtte jo ikke køre og vi havde ikke dem at skulle kæmpe med. Vi havde udset os Prümtal camping. En plads vi ikke har været på før men ifølge google skulle der være plads nok til, at vi kunne være der. Vi ankom sidst på eftermiddagen og da de så størrelsen på campingvognen, fik vi besked på at holde på autocamper pladsen. Idet der var ret blødt på græsset og den plads vi fik anvist havde sten underlag. Det var også helt fint, for så kunne vi igen holde uden at spænde fra. Det er en ok plads og garanteret hyggelig om sommeren men om efteråret i regnvejr måske ikke så meget. Campingpladsen har også en restaurant som vi besøgte om aftenen. Her fik vi hver en jägersnitchel som fyldte hele tallerkenen. Hold da op, det tog sin tid at komme igennem måltidet men smagte fantastisk.

Vi forlod pladsen næste morgen omkring kl. 08:30 og stadig i regnvejr. Hvad vi ikke vidste på forhånd var, at vi ville få regnvejr hele vejen ned til Bourdeaux. Vi fortsatte gennem Luxembourg, hvor vi fik tanket billig diesel, ind i Frankrig mod Vinbonden (camping les bouleaux) nær Beaune, hvor vi ankom midt på eftermiddagen. Værten taler kun fransk og det er kontant betaling men er en utrolig behagelig mand. Han fulgte os på plads, som blev ude på stien. Alle som ankom skulle holde på stierne, for som han sagde” det var terrible, så vådt der var overalt på pladserne. Vi skulle i E.Leclerc og handle, så vi spændte hurtigt fra og kørte ind og handlede mens solen tittede frem.. På vej tilbage stoppede vi lige hos værten og hustruen fik købt sine 5 flasker rødvin, som åbenbart er utroligt gode. Resten af dagen foregik indendørs med hygge og læsning.

Næste dag regnede det stadig og vi havde sat kursen mod Camping le Bois du Coderc i Dordogne. Det blev en dag, hvor det gik op og ned hele vejen og i regnvejr. Ind imellem regnede det så meget, at viskerne dårligt kunne følge med. Pladsen ligger inde i et skovområde lige i udkanten af en lille by og burde være rimelig nem at finde. Fru GPS havde da heller ingen problemer med at finde vej men da vi oppe i byen skulle svinge ind af den lille skovvej ned til pladsen gik det galt. Det var nu ikke hendes skyld, at der var vejarbejde og vejen lukket. Det kan godt give lidt sved på panden, at skulle vende et 14 meter langt vogntog på en lille vej. Eneste mulighed for ikke at skulle bakke hele vejen tilbage var, at forsøge at bakke campingvognen ind i en indkørsel, som heldigvis var ret lang med også smal. Det regnede stadig, dog ikke så meget som tidligere, så hustruen blev sendt ud for at holde øje med at vi ikke ramte muren eller skiltene. Desværre trådte hun direkte ned i en mudderpøl og det gjorde i hvert fald ikke humøret bedre. Det har nu sin fordel at være chauffør og ikke skulle ud i mudderet. Med lidt bakken frem og tilbage lykkedes det os at få vendt og komme tilbage til byen, hvor vi fulgte skiltene med omkørsel. Deres afmærkning hernede er ikke noget at råbe hurra for men vi fandt da frem til pladsen.

På grund af vores vægt blev vi igen henvist til en autocamperplads med grus underlag og kunne endnu en gang holde uden at spænde fra. Så blev det vist tid til rødvin og en kold øl samt var der vist en af os som lige skulle have rengjort nogle sko. Der er ingen tvivl om at det er en hyggelig plads om sommeren med pæne toiletforhold men alt ser lidt trist ud i regnvejr.

Efter en god nats søvn, forlod vi Camping le Bois du Coderc og det regnede stadig. Vejen til og fra campingpladsen foregik af en lille skovvej, så campingvognen blev godt svinet til foran. Vi satte kursen mod Burgos i Spanien og håbede på, at vi snart kunne slippe for regnvejr. Nu var det ved at være træls med alt det regn. Turen gik stille og roligt ned forbi Bourdeaux og ude i horisonten kunne vi begynde at se det lysnede. Og så endelig, da vi var ca. 50 km fra den spanske grænse, blev himlen blå og solen skinnede ned på os. Det er utroligt som solen kan få humøret til at stige. Vi krydsede Pyrenærerne og fortsatte op på højsletten. Burgos ligger i 810 meters højde.

Vi ankom til Camping Fuentes Blancas sidst på eftermiddagen i højt solskin og 16 grader. Det var en ren fornøjelse efter at have haft regnvejr så godt som hele vejen herned, Nu havde vi kørt hver dag og bestemte os derfor at tage en overligger dag, så kunne vi slappe af og nyde solen samt få handlet lidt ind. Der holdt et dansk par ved siden af os, der ligeledes skulle til Algarve og overvintre, de skulle dog ikke samme sted som os men til Silves, hvor de havde været en del gange før.

De kørte videre næste morgen medens vi gik i gang med lidt rengøring indvendig i campingvognen. Den trængte til en gang støvsugning og rystning af måtter, efter alt det skidt og mudder som var blevet slæbt med ind. Herefter gik turen til Carrefour, hvor vi fik handlet vand og hvad vi ellers manglede til resten af turen.

Er der en ting som spanierne ved, så er det hvor hornet sidder. Det blev brugt jævnligt, når danskeren ikke fik placeret sig i den rigtige vognbane. Deres tålmodighed kunne ligge på et meget lille sted, nu kan de lige vente sig til de eventuelt kommer til Danmark. Resten af dagen gik med at nyde solen og slappe af.

Næste formiddag gik turen mod Salamanca, en lille kort tur på kun 260 km og i flot solskinsvejr hele vejen. Vi ankom til camping Regio lige over middag og fandt en plads tæt på toiletter samt kunne vi holde uden at spænde fra. Resten af dagen blev den rene afslapning med en god frokost, med en øl eller to og lidt rødvin samt en lille eftermiddagslur. Vi har besøgt Salamanca by 2 gange før og den er helt sikkert et besøg værd.

Vejret var skønt, så da vi forlod Camping Regio bestemte vi os for at tage en overnatning i Lissabon. Det skulle senere vise sig at være en dårlig beslutning men det var jo ikke til at vide på det tidspunkt. Det var høj solskin og inden længe krydsede vi ind i Portugal, hvor vi så fik en time forærende.

Det er lidt mærkeligt, at man krydser en grænse i Europa og pludselig er klokken ikke 11 men 10.

Vi kom en anden vej ind i Lissabon end vi før havde gjort, der var meget trafik og fru GPS havde lidt svært ved at følge med. Der var meget stille ovre på passager sædet men jeg kunne høre på vejrtrækningen, at det var ikke noget hun brød sig om. Vi nåede helskinnet til Lisboa camping og kørte indenfor, hvor vi skulle checke ind. Nu var solen forsvundet og det var blevet overskyet. Vi trillede op til vores anviste plads men nu var det også begyndt at regne og det fortsatte resten af dagen samt hele natten. Havde vi nu bare checket vejrudsigten for Lissabon inden vi forlod Salamanca, var vi fortsat til Algarve og som vi senere erfarede, så ville vores plads have været ledig. Men sådan skulle det jo ikke gå.

Vi stod tidlig op næste morgen og gjorde klar til at forlade Lissabon. Det var søndag, så der var ikke meget trafik. Det var stadig overskyet men der var dog huller i skyerne, så solen kunne titte frem. Nu gik det bare mod Alcantarilia og camping Canelas. Jo tættere på vi kom jo mere skinnede solen og varmere blev det. . Camping Caneles er bare vores foretrukne campingplads og vi ankom omkring kl. 13:00. Hvor var det bare skønt at være tilbage. Der var de helt store smil på, da vi drejede af motorvejen og kørte forbi Aldi rundt i rundkørslen, ned gennem byen og forbi appelsin damen. Kort efter svingede vi ind på Camping Canelas.

Solen skinnede og det var 19 grader. Hustruen blev sendt ud og finde en plads vi kunne være på medens jeg checkede os ind.

Alle de pladser hvor vi gerne og kunne være var selvfølgelig optaget, så det blev en plads helt oppe i den anden ende af campingpladsen. Det var i hvert fald ikke lige den plads vi gerne ville opholde os på, den var utrolig skæv og det passede helt tydeligt ikke franskmændene, som lå heroppe, at der lige pludselig kom en dansker men her måtte det blive indtil videre.

Det sidste vi gjorde inden vi forlod Algarve sidst, var at besøge Senhora de Rocha og det var også det blev også det første sted vi besøgte igen om eftermiddagen. Nu følte vi begge, at vi var kommet hjem. Næste dag flyttede vi til en ny plads men derom senere.